Et argument man ofte hører fra atomkraft modstandere og/eller 100% VE tilhængere er at det tager for lang tid at etablere atomkraft. Man siger at det tager 15-17 år fra første spadestik. Det er IKKE korrekt. Det er rigtigt at det finske OL3 værk tog lang tid, men det skyldes at man valgte at bygge en prototype og at der var politisk modstand undervejs.
En realistisk byggetid for et traditionelt 1GW atomkraftværk er gennemsnitligt omkring 7,5 år fra start til drift. Beslutningstiden og anden etableringstiden for infrastruktur er ikke inkluderet i dette.
Se denne link: How Long Does it Take to Build Nuclear Plants
Regressionslinjen er byggetid = 5,5 + 2xGW, dvs det vil tage 5,5+2*1,5 = 8,5 år at bygge et 1,5GW atomkraftværk. Det er omtrend samme byggetid for en vindmøllepark med samme kapacitet. Forskellen er bare at atomkraftværket leverer 1,5 GWt 99,99% af tiden – det gør vindmølleparken ikke. En vindmøllepark leverer, optimistisk set, 30% af tiden.
Danmark skal nok satse på SMR teknologien
Byggetiden vil falde yderligere efterhånden som Small Reactor Modules (SMR) kommer på markedet. SMRs kan bygges på en fabrik og flyttes til der hvor den skal levere. Byggetiden for SMR enheden falder drastisk, da man jo har al ekspertisen, rutinen og værktøjerne til bygge der hvor den skal bygges. Producenterne forventer at byggetiden (første spadestik til drift) i starten vil være 3 år for en SMR. Den byggetid vil falde efterhånden som SMR fabrikkerne bliver etableret og rutinerne indfindes. Den største fordel er koncentrationen af know-how der hvor den skal bygges, men i særdeleshed også godkendelses processernes varighed. En SMR enhed er type godkendt, og derfor væsentlig hurtigere at få godkendt til drift sammenlignet med traditionelle atomkraftværker som vist i grafen ovenfor. En anden fordel ved SMRs er at de kan bygges til lager så de kan leveres når bestilles. Det vil sænke byggetiden yderligere og hvis sådan en SMR skal installeres et sted hvor der allerede er infrastruktur, som erstatning for et kulkraftværk f.eks., så snakker vi byggetider på under 2 år. Det er sammenligneligt med byggetiden for en stor varmepumpe, bortset fra SMR’en vil kunne levere 10 gange mere varme end varmepumpen og har kun brug for (næsten gratis) energi input hvert 10 år = meget billigere per MWt. Varmepumpen har brug for kontinuerlig strømforsyning (som vind og sol jo kun kan levere 30% af tiden).
Det danske selskab, Copenhagen Atomics, planlægger at sælge deres SMR enhed som “Heat as a Service”. De vil bygge en reaktor, der kan være i en 40-fods container, køre den til det sted, hvor den skal levere varme. De henter den igen når den skal udskiftes. Hvad kunden bruger varmen til, er op til kunden.
De står for driften og kunden betaler $20 per MW varme den producerer. De forventer at have den første reaktor i drift inden 2030.
Et andet dansk selskab, Seaborg Technologies, vil næsten det samme. Her er konceptet at bygge reaktoren på en pram, så så sejles derhen hvor varmen skal bruges. Men til forskel for Copenhagen Atomics, så vil deres enhed (prammen med reaktor) også inkluderer turbiner til el-produktion. Denne løsning vil være særdeles velegnet i tredjeverdens lande og andre sted uden særlig god infrastruktur.
Både Copenhagen Atomics og Seaborg Technologies satser på en bestemt type SMR, nemlig Molten Salt Reactors (MSR). MSRs har den fordel at den indbyggede passive sikkerhed er højere end letvandsreaktorer, som typisk kører med et højt tryk. Er uheldet ude, så løber saltet ud i en opsamligsbeholder, størkner og reaktionen stopper. Dette sker helt uden menneskelig indgriben. De er desuden billigere i drift og kræver ikke ekstern køling.
Fordi Danmark ikke er større end vi er, og fordi Danmark har et forholdsvis veludviklet fjernvarmenet, giver det meget mere mening at have mange små SMR enheder end få store kraftværker. Vi skal i princippet “bare” erstatte fossile værker med SMR enheder alle steder. Man kan vel også bygge en 1GWt MSR reaktor til elproduktion, da det bare er et spørgsmål om opskalering. Teknologien ventes at være klar omkring 2028.
Mere VE er ikke løsningen
Jan Emblemsvåg for norske NTU argumenterer for at mere VE ikke kan betale sig – og at det får alt, alt for langsomt.
Mere VE er ikke løsningen på enegikrisen i EU.
Der forklares at med 4.gen MSR (Molten Salt Reactors) har man løst alle de risici folk forbinder med traditionel kernekraft. MSRs er sikrere, renere og mere økonomiske end de fleste andre energikilder. Han kommer med et eksempel på en 1GW thorium MSR, som kan køre uafbrudt i 200 år og vil forbruge kun 737 ton uran/thorium. 17% af det (7 m3 i ren form) skal deponeres i 300 år. Altså 7 m3 affald i et 500m dybt depot for 200 år med 1GW… Sammenlign dette med mængden af ressourcer forbrugt og affald produceret af en 1GW (i praktikken 2.5GW) havmøllepark – som oven i købet skal understøttes af 1GW andre energikilder, fossile som det står i dag.
Spørgsmålet er om vi overhovedet kan tillade os at lade være med at indføre kernekraft? For vores egen skyld og især for vores efterkommeres skyld. Tyskland, som satser massivt på VE, er meget tæt på at løbe ind i katastrofale blackouts, som potentielt kan trække hele Europa med ned. Jo længere vi venter med kernekraft, jo værre bliver det.